Antidepressiv medicin pris

Johannesört, traditionellt benämnd för sin förmåga att lindra oro, har historiskt sett varit föremål för medicinsk undersøgelse sammen med opium, men den moderna udviklingen af antidepressiva lægemidler begyndte med isoniazid. Irving Selikoff og Edward Robitzek, forskere ved Sea View Hospital i Staten Island, USA, udførte kliniske forsøg med de to nye kemiske stoffer, isoniazid og iproniazid, som Hoffman-LaRoche udviklede mod tuberkulose.

Det var primært patienter med dårlige prognoser, der modtog behandlingen, men deres tilstand forbedredes markant. Selikoff og Robitzek observerede en "signifikant generel stimulation" hos patienterne, der udviste en genopstået vitalitet, som i nogle tilfælde medførte disciplinære konsekvenser. Historien om denne lovende behandling, der opstod som følge af forskningen på Sea View Hospital, blev kraftigt omskrivet i pressen.

Senere rapporterede Selikoff og hans kollega Harry Salzer, at isoniazid havde forbedret depressionstilstanden hos to tredjedele af patientgruppen, og de indførte samtidig betegnelsen "antidepressivum" for at beskrive dets virkning. Mekanismerne bag isoniazids antidepressive virkning er ikke fuldt ud forstået, men det spekuleres i, at effekten skyldes en hæmning af diaminoxidas kombineret med en svagere hæmning af monoaminoxidas A.

Effekten var dog begrænset, og nogle patienter oplevede forværring af deres skizofrenisymptomer. En gruppe deprimerende patienter, der også modtog medicinen, oplevede derimod en forbedring. Dette førte til registreringen af imipramin som det første antidepressive lægemiddel, der virker ved at reducere genopladningen af neurotransmittere - primært serotonin og noradrenalin.

Tofranil blev derefter det første lægemiddel i en gruppe af medicin, der på grund af deres kemiske struktur kaldes tricykliske (TCA). Rent kemisk er karbamazepin (Tegretol) og lamotrigin (Hermolepsin) også tricykliske, men betragtes normalt ikke som en del af denne gruppe. Maprotilin (Ludiomil) har en anden kemisk struktur.

Opmærksomheden er rettet mod hjernens neurotransmittere, som fungerer som budbærere af signaler mellem celler. Den gruppe af neurotransmittere, der viser sig at være af betydning, er de såkaldte monoaminer: serotonin, noradrenalin og dopamin. De første antidepressive lægemidler påvirkede alle tre substanser, de såkaldte tricykliske antidepressiva (TCA).

Effekten var dog stærkest på serotonin eller noradrenalin. I mange år blev det antaget, at noradrenalinet var ansvarlig for den antidepressive effekt. Klomipramin viste sig dog at have en stærkere effekt på serotonin og har udover antidepressiv virkning også effekt på tvangstanker og panikangst. Lægemidlet har desuden antikolinerge egenskaber, hvilket ifølge teorien bidrog til den antidepressive effekt, men også medførte bivirkninger som mundtørhed.

Hos ældre mennesker førte denne antikolinerge effekt ofte til forvirring. Lægemidlet var også toksisk og i mange tilfælde farligt for hjertet hos ældre patienter. Bivirkningerne kunne dog også udnyttes til andre formål. Tofranil, imipramin og triptizol amitriptylin har alle været registreret som medicin mod senvandning hos børn. I dag bruges TCA ikke i samme grad som tidligere, men triptizol amitriptylin og i visse tilfælde Sensaval nortriptylin anvendes stadig, da de også kan bruges mod visse smertefulde tilstande.

Nortriptylintabletter har en kemisk struktur, der primært påvirker serotonin. Undtagelsen er lofepramin, som næsten udelukkende påvirker noradrenalin. I kroppen metaboliseres de dog til forskellige stoffer. Imipramin omdannes for eksempel til desipramin, som tidligere blev brugt som et ren antidepressivt lægemiddel under navnet Petrofin.

Amitriptylin omdannes også til nortriptylin. Klomipramin omdannes desuden, men dets metabolit er aldrig blevet registreret som et selvstændigt lægemiddel. Metabolitten reducerer dog klomipramins effekt på tvangstanker og panikangst. For at modvirke dette kan klomipramin have en stærkere effekt, hvis det gives i sprøjteform. Den antidepressive effekt bliver da også bedre og gives i dag som et alternativ til ECT.

TCA's kemiske effekt var dog ikke ren. De kunne også blokere receptorer for eksempel for histamin eller i en vis grad også noradrenalin. På denne måde har amitriptylin også en angstdæmpende effekt. Trimipramin har en vis blokeringseffekt på dopamin. Yderligere et TCA-præparat er blevet registreret i Sverige - opipramil, som solgtes under navnet Ensidon.

Denne medicin havde god angstdæmpende virkning, men den antidepressive effekt var svag. Da man længe havde den opfattelse, at den antidepressive effekt skyldtes en hæmning af genopladningen af noradrenalin, forsøgte man at udvikle lægemidler, der var så specifikke som muligt. Maprotilin (Ludiomil) blev udviklet som det første selektive hæmmer af genopladningen af noradrenalin.

Maprotilin har dog også en receptorblokkerende effekt på bl. Medlet klassificeres nu derfor numerisk som en ikke-selektiv medicin. Mianserin (Tolvon) er ligesom maprotilin et tetracyklisk præparat. Mianserin hæmmer dog ikke genopladningen af noradrenalin, men øger i stedet frisætningen af denne neurotransmitter. Dette gør mianserin til den antidepressive medicin, hvis virkningsmekanisme på hjernen primært ligner ECT.

Mianserin påvirker desuden også visse serotoninreceptorer. Klomipramin (klorimipramin) har en stærkere effekt på serotonin end de andre. Der er f.eks. Klomipramin viste sig at have en stærk effekt på panikangst og tvangstanker. Men bivirkninger i form af svedtendens, prikken i huden, impotens eller vanskeligheder med at opnå orgasme var mere udbredte.

Trimipramin (Surmontil) har kun en svag effekt på genopladningen af serotonin og noradrenalin - trods dette har medlet en antidepressiv effekt. Kemisk ligner det både imipramin og neuroleptikumet levomepromazin. Ligesom neuroleptika blokerer trimipramin i en vis grad dopamin. Trimipramin er derfor ofte blevet valgt til patienter, hvor antidepressiv behandling let udløser lette mani-lignende symptomer.

Odd Lingjærde hævder, at der findes psykiater, der ønsker at klassificere medlet som et atypisk neuroleptikum. Under en forelæsning betragtede den svenske forsker og Nobelpristager Arvid Carlsson serotonin som den mest betydningsfulde neurotransmitter ved depressionssygdomme. Han hjalp Astra med at udvikle det første lægemiddel, der virkede på serotonin, nemlig zimelidin (Zelmid).

Lægemidlet blev dog trukket tilbage efter rapporter om alvorlige nerveskader i forbindelse med behandlingen. I 1987 blev fluoxetin (Prozac) godkendt i USA, under navnet Fontex i Sverige, og blev beskrevet i bøger og massemedia som det nye "lykke-pille". I Sverige blev det først godkendt i 1992, under navnet Fontex. I slutningen af 1990'erne kom yderligere fire nye lægemidler, der tilhører den anden generations antidepressive lægemidler, såkaldte selektive serotonin genopladningshæmmere (SSRI).

Disse fire var sertralin (Zoloft), citalopram (Cipramil), escitalopram (Cipralex) og paroxetin (Seroxat). I de seneste år er der også forsket i lægemidler, der specifikt påvirker neurotransmitteren noradrenalin og endda lægemidler, der påvirker både serotonin og noradrenalin. Et problem er, at det tager flere uger, før lægemidlet har fuld effekt. Først reduceres hæmningen, og derefter bliver stemningen bedre.

Dette medfører, at risikoen for selvmord kan stige i starten af behandlingen. Trimipramin anses her for at have en fordel i forhold til andre lægemidler. De antidepressive lægemidler er ikke lægemidler, der producerer kunstig lykke for patienten, men er beregnet til at genoprette de naturlige niveauer af neurotransmittere i hjernen. Derfor har antidepressive lægemidler kun effekt på dem, der allerede er diagnosticeret med en psykisk lidelse, såsom depression, og ikke på andre, medmindre der ikke opstår bivirkninger.

Ifølge studier har de samme virkning som traditionelle SSRI-præparater.